PRAKTISKE OPLYSNINGER
Få et hurtigt overblik over hvordan dagligdagen i vuggestuen og børnehaven er. Du får indsigt i hvad dit barn vil opleve og lære i næsten 6 år hos os.
AFLEVERING
Af hensyn til afvikling af rundkreds skal børnene afleveres inden kl. 9.00, således at alle børn starter dagen i fællesskab. Der kan ikke afleveres børn i tidsrummet 9.00 til 9.30. Hvis man vil møde efter kl 9.30, skal det også meddeles inden kl 9, da man ellers kan risikere at gruppen er på tur.
Vi går op i at der bliver sagt godmorgen hver dag – på den måde er vi også sikre på at alle bliver taget godt imod. Derudover skrives barnet ind på den store tavle, hvor specielle bemærkninger samt afhentningstidspunkt noteres.
AFHENTNING
Når barnet afhentes, slettes krydset ved barnets navn på mødetavlen. Sover barnet stadig middagslur, noterer vi hvor længe han/hun har sovet. Og ligesom vi starter dagen op med at hilse på en voksen, siges der også altid farvel til en voksen.
Før I går hjem bedes I huske at checke om der er vasketøj, om flyverdragt og støvler er tørre, osv. så det kan være klar til næste dag. Det er også forældrenes ansvar at rydde op på garderobepladsen, samt checke om der er tilstrækkeligt skiftetøj i barnets garderobe.
PÆDAGOGISKE VÆRDIER
HVAD ER VIGTIGT FOR OS?
Den pædagogiske læreplan har følgende 6 overordnede temaer.
Formålet er at skabe en god barnetilværelse, med plads og tid til ro, fordybelse og udvikling på barnets præmisser.
Du kan læse mere om dette i Lillemyrs virksomhedsplan her.
Barnets alsidige personlige udvikling.
Sociale kompetencer.
Sprog.
Krop og bevægelse.
Naturen og naturfænomener.
Kulturelle udtryksformer og værdier.
ÅBNING
kl. 6.20
Børnehaven åbner, og de første børn ankommer. Vi starter stille og roligt, med leg, puslespil mm. Hvis vejret er til det, går vi ud inden kl 8, og indtil rundkreds.
Der er mulighed for morgenmad indtil kl. 7.30.
RUNDKREDS
kl. 9.00
Rundkredsen er den officielle start på dagen. I rundkredsen snakkes der om dage, årstider, synges mm. Hvis et barn har fødselsdag fejres det i rundkredsen.
FORMIDDAGSMAD
kl. 9.30
Alle børnene spiser formiddagsmad. Herefter starter børnene forskellige aktiviteter, forskellige steder i eller udenfor børnehavens område.
FROKOST
kl. 11.30-12.00
Frokosten er serveret. Tirsdag og torsdag er der varm mad. Måske laves mad på bål. Efter frokost sover nogle børn til middag, mens andre leger.
EFTERMIDDAGSMAD
kl. 14.00
Spises eftermiddagsmad (rugbrød og frugt). Derefter leger børnene.
FRUGT/RESTER
kl. 15.30
Tilbydes der frugt eller rester fra dagens mad.
LUKNING
kl. 17.00
Børnehaven lukker.
HØJTIDER OG TRADITIONER
VI ELSKER HØJTIDERNE
Ud over dagligdagens faste rutiner, holder vi fast i årlige traditioner, som fastelavn, koloni, børnehavens fødselsdag og jul. Udover disse faste begivenheder kan der komme andre arrangementer, som fastlægges år for år.
Herunder kan du læse nærmere om arrangementerne, som hvert år er på skemaet.
FASTELAVN
Der afholdes hvert år fastelavn fredag før fastelavns mandag. Børn og voksne møder udklædte og slår katten af tønden og spiser fastelavnsboller. Forældre er meget velkomne til at deltage
KOLONI
Forældre og børn tager hvert forår på koloni fra lørdag til søndag. Her hygges og snakkes på tværs. Om lørdagen afholdes der årsmøde ca. 1½ time. Efter årsmøde er der hygge for hele familien.
Arbejdsdage
Hvert år afholdes der 2 arbejdsdage, en om foråret og en i efteråret. Disse lørdage/søndage er fra kl. 9-15. Det er på disse arbejdsdage i som forældre hjælper til med at male, gøre rent, klippe hæk og lave mindre projekter. Personalet laver en seddel til arbejdsudvalget, som er ansvarlige for at arrangere disse dage.
BØRNEHAVENS FØDSELSDAG
Børnehavens fødselsdag den 1. september fejres hvert år med et eftermiddagsarrangement for hele familien, i tidsrummet fra 14.30-16.30. Her kan man tage en gave med til Lillemyr. Derefter er der kaffe og kage og tid til at snakke og lege.
JUL
Julemåneden er fyldt med traditioner, og det gælder også i Lillemyr. I hele december stilles en tallerken med risengrød frem til nissen. Næste morgen ser børnene efter, om nissen har spist af grøden, og om han muligvis har kvitteret med en gave til børnehaven. Det har han som regel! I rundkredsen synges julesange – både gamle og nye og der tales om julen. Nogle dage før jul tager hele børnehaven med bus til børnegudstjeneste i Bodilsker kirke. Lillemyr holder også Lucia d 13 fra kl 15.30-17.
MAD OG MÅLTIDER VÆRDIER
Maden i Lillemyr er varieret, sund og overvejende økologisk.Vores børn skal ikke have madpakke med og vi går ind for at børn får mad når de er sultne.
BORDSKIK
Børnene skal ikke have madpakke med, men får alle deres måltider i børnehaven. Da vi skal spise sammen flere gange dagligt, er det nødvendigt, at vi lægger vægt på ganske almindelig bordskik.
ØKOLOGISK
Maden i Lillemyr er varieret, sund og overvejende økologisk og dansk. Tirsdag og torsdag serveres der altid varm mad.
MÆTTE BØRN
Børnene spiser som udgangspunkt deres måltider sammen (men må gerne få mad på andre tidspunkter end det almindelige, i den udstrækning personalet finder det bedst).
LOKALER
INDENDØRS AREAL
Vores lokaler er renoveret i 2008, hvor vi flyttede til den adresse vi har nu. Her har vi selv bestemt indretningen og det har været en kæmpe fordel for opbygningen af institutionen. Det er nogle dejlige lyse lokaler, der lever op til de skrappe krav der findes på området. Vi har gulvvarme i hovedhuset, masser af toiletter og plads til leg for mange samt små kroge til hygge.
UDENDØRS AREAL
Vi har en stor legeplads, hvor børnene kan blive udfordret i deres leg. Hele naturen omkring børnehaven bruges flittigt og der tages ugentligt på tur uden for børnehavens egen grund.
Bagest på området står vores shelter og en bålplads som bruges ofte, især om sommeren. Og så er vi stolte af vores drivhus hvor vi dyrker grøntsager til brug i dagligdagen. Det er skovbørnene, som står for såning og pleje sammen med gruppens voksne og køkkenet – og de ved faktisk rigtig meget om det når de starter i skole.
Vores naboskab er vi meget glade for. Det har givet os mulighed for udvidelse af legepladsen, så vi kan have bålpladsen, hvor børnene ikke kan komme til uden voksnes tilsyn, samt muligheden for at have en lille skov i forlængelse af legepladsen.
FÅ EN PLADS I LILLEMYR
Naturbørnehaven Lillemyr er normeret til 44 børn i alderen ½ til 6 år.
Vi har 3 grupper: Spirerne som er vuggestuebørnene, Rødderne som er ca. 3-4 årige og Skovbørnene som kommende skolebørn.
Der betales et depositum på 500 kr. når man bliver tilbudt en plads i Lillemyr. Beløbet fratrækkes den første måned, når barnet starter. Ved opskrivning på ventelisten, bedes der ikke om et depositum.
Børnene rykkes ikke efter alder alene, men også ud fra udvikling og gruppens sammensætning.
Der gives automatisk søskenderabat, når søskende går i børnehaven samtidig.
Derudover kan der søges om økonomisk friplads. Dette foregår udenom Lillemyr, direkte hos Bornholms Kommune på brk.dk.
HVOR FINDER DU OS?
Det er en stor beslutning at vælge daginstitution til sit barn. Derfor vil vi rigtig gerne give mulighed for at komme forbi til en snak, så du kan se hvilke skønne omgivelser vi tilbringer dagen i. Det er altid en god idé at ringe og aftale tid med os – og gør endelig det.
Vi glæder os altid over nye ansigter.
KANNIKEGÅRSDSVEJ 17, BODILSKER
3730 NEXØ, BORNHOLM
INFO@LILLEMYR.DK
+45 56 48 98 28